Skärgårdsleden i Gøteborg er en 27,1 km lang vandrerute i den svenske skærgård, der starter i Hönö ved færgelejet og herefter strækker sig til Fotö syd på og slutter på Hälsö øen i den nordlige del. Ruten byder på flot natur, muligheder for at bade og masser af af små og store klippeøer.
Befinder du dig i Nordjylland eller København, er du ikke langt væk fra en fantastisk vandretur i Gøteborg, som du sent vil glemme! I værste fald er der omkring 5 timer fra Aalborg eller 3.30 timer i tog fra København H, og så er du allerede i Gøteborg.
Vi tog toget fra København H - Gøteborg C for at komme ud på vandreruten, Skærgårdsruten, som ligger på den svenske vestkyst ud fra Gøteborg. Efter at være landet ved togstation i Gøteborg, gik der en bus til Hönö, som er en af de mange øer i Skærgården, men også øen hvor Skärgårdsleden starter fra.
Skærgårdsruten i Gøteborg starter ved Hönö færgeterminal (Hönö Pinan färjeläge), og det er forholdsvis nemt at komme hertil med offentlig transport, da der kører busser hele vejen - og så er færgerne ovenikøbet gratis!
Vandreruten har en total længde på 27,1 km, og er opdelt i 3 etaper:
Etape 1: Hönö færgeterminal - Hönö Klåva (10 km)
Etape 2: Hönö Klåva - Saltas badplats, Öckerö (9,3 km)
Etape 3: Saltas badplats, Öckerö - Burö færgeleje, Hälsö (7,8 km)
Vandreruten tager dig på en god tur rundt på de forskellige øer - både i den sydlige og nordlige del. Eftersom den er opdelt i flere etapper, kan du sagtens opdele ruten, så du ikke går alle 27,1 km på samme dag.
Så snart færgen rammer land og dermed øen, Hönö, er du faktisk klar til at starte dit eventyr på Skærgårdsruten. Kommer du med bussen, stiger du blot ud og så fortsætter du langs vejen, Göteborgsvägen, og kommer du med bil, kan du blot parkere den.
Du starter det første stykke på asfalt, hvor ruten efter kort tid drejer mod venstre og tager dig under vejen, som bilerne kører på. Herefter kommer de første markeringer af ruten, som ovenikøbet er ekstremt godt markeret, hvorfor vi stærkt tvivler på, at du vil gå forkert én eneste gang!
Markeringerne for Skærgårdsruten ved Gøteborg er lavet i blåt bånd med grafik af to vandrere, hvor der står 'Kunststigen' øverst og 'Bohuslän' nederst.
Efter relativt kort tid kommer du ud til vandet, som også er hvor størstedelen af vandreruten foregår, nemlig langs vandet - dejligt! Du vil opleve, at der er mange muligheder for at smide tøjet og tage en badetur, da der er opsat mindre badebroer og stiger, så du kan kravle ned i vandet.
Det er en stor bonus for mig, at du kan tage en badetur under din vandring - især på en varm dag, som dette var. Vi ventede dog lidt med at bade, da vi ønskede at gemme det til senere, når der var mere brug for det. Jeg havde selvfølgelig pakket microfiber håndklædet, så vi kunne tage en dukkert og efterfølgende hurtigt blive tør.
Vandreruten tager dig langs vandet på den østlige side, og fortsætter mod den sydlige ø, Fotö. Herefter skal du krydse den 13 meter høje bro, og så er du på den hyggelige ø, Fotö, hvor du kommer på en rundtur og derefter fortsætter op mod Hönö igen. Det betyder også, at du skal over broen to gange, og her får du faktisk et rigtig flot udsyn over Skærgården.
Når du fortsætter fra Fotö og over broen mod Hönö, tager Skærgårdsruten dig nu langs vestkysten til Hönö Klåva, hvor første etapper faktisk stopper og så har du allerede gået de første 10 km ud af 27,1 km.
Det er også i Hönö Klåva, at du får mulighed for at fylde op med forplejning, da du her både finder restauranter, cafeer og ICA supermarkedet, som vi hoppede i og købte kanelboller, bananer, cola og mere til.
Tæt på havnen finder du også hotellet, Skärgårdshotellet Hönö, som var hvor vi boede, mens vi gik vandreruten. Hotellet ligger helt ned til vandet, har dejlige værelser og en ekstrem god morgenmadsbuffet! Sammenlign priser og find den bedste på Trivago!
Det er ikke super tæt på starten af vandreruten, men det er nemt enten at gå til Hönö færgelejet eller tage en bus. Du kan selvfølgelig også blot starte din del af vandreruten fra hotellet af.
Vi er selvfølgelig ikke færdige endnu, for det er kun de første 10 km, som Niklas og jeg har nedlagt.
Vi vandrede Skærgårdsruten en meget varm dag! Jeg tror faktisk, at vi var helt oppe på 25-26 grader, og når du går langs Skærgården i det åbne, bliver du i den grad udsat for solens stråler.
Næsten siden vi startede turen, havde vi haft lyst til at bade, og da vi ankom til dette sted, besluttede vi os for, at det var nu. Vi smed tøjet, hoppede i badebukserne og tog en behagelig badetur i Skærgården - tiltrængt! Grundet solens varme stråler kunne vi hurtigt lufttørre, og så var vi omsider klar til at fortsætte vores vandring igen.
Vandreruten tager dig nu langs vestkysten, hvor du går langs vandet, på de mange klipper og indimellem rammer nogle grønne områder, men størstedelen er altså ved Skærgården.
Det er en flot tur, selvom det godt kan blive hårdt for fødderne at gå på sten så længe, men gør som os og suppler op med en god svømmetur i vandet - det gør verdener til forskel!
Den vestlige del af Hönö byder på rigtig mange klippesten og Skærgården i dens rå natur, inden du igen fortsætter mod den østlige del af øen og nærmere specifikt mod Röd, hvor vi tog et pitstop ved ICA og fik tanket op på mad og drikke igen.
Fra Röd fortsætter du over broen mod den næste ø, Öckerö, som fortsætter ad vestkysten og igen byder på flot og grøn natur. Her kommer der også et flot stykke, hvor der er masser af grønt og du går på de små træbroer, der også er kendt som 'boardwalks'.
Det kan godt være tiltrængt til fødderne efter mange timer på sten, men begge etaper kan noget på hver sin måde, og balancen mellem sten, stier og boardwalks er spot on, hvis du spørger os.
Inden du rammer slutstationen ved Burö færgeleje kommer du ud på lidt landevej og herefter en lille hyggelig sti, hvor der er lavet en masse hyggelige skulpturer på begge sider, blandt andet Pokémons, figurer fra Ice Age og meget mere.
Ved Büro færgeleje tog vi bussen tilbage mod Hönö færgeleje, hvor vi sejlede over til fastlandet og derefter satte kursen tilbage mod Gøteborg.
Skærgårdsleden ved Gøteborg er en virkelig god vandrerute, som du enten kan vælge at dele op i flere etaper eller gå den hele på én dag, som vi gjorde. Naturen er flot, der er masser af muligheder for at bade og svømme og så er det natur, du aldrig vil opleve i Danmark.
Vil du gerne afsted på en god vandretur uden, at du skal alt for langt, er Skærgårdsleden uden tvivl et oplagt valg! Fra København har du mindre end 3.30 timer fra Hovedbanegården til Göteborg C, hvor du herefter kan tage bussen ud til Hönö og starte vandreruten.
Skärgårdsleden har en samlet længde på 27,1 km, og er opdelt i 3 etaper på hhv. 10 km, 9,3 km og 7,8 km.
Ruten er forholdsvis kuperet, da du går langs Skærgården, der er meget bakkede og sten, som du mere eller mindre skal balancere mellem. Vi anbefaler, at du anskaffer dig et par vandresko med greb.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag mails når vi har testet nyt udstyr!