Kalk Kaminoen er ikke blot en ny vandrerute i Midtjylland, som jeg personligt selv vil mene, er lavet og markeret til perfektion. Det er også en vandretur fyldt med Danmarks smukke natur i Jylland, masser af historie, kultur og en eventyrlig oplevelse, som uden tvivl fortryller dig!
Kalk Kaminoen er mere end en vandrerute, men er en rejse gennem tid og landskab, hvor fortidens fodspor møder nutidens eventyr.
Kalk Kaminoen er 29 km og strækker sig gennem de gamle pilgrimmes fodspor fra opadgående bakker, tætte skove og utrolige landskaber.
Vandreruten starter i byen, Stoholm i Midtjylland og slutter i Skelhøje.
Start: Stoholm Station, 7850 Stoholm
Slut: Skelhøje Købmandsgård, Volden 2, 7470 Karup
Det er denne rute, som jeg valgte at følge, da det var forholdsvis nemt at komme til Stolholm for mig med offentlig transport (toget kører lige dertil). Men du kan også vælge at gå ruten "omvendt", så det hedder Skelhøje - Stoholm. I sidste ende giver det, det samme og du bør naturligvis blot gøre det, som er mest fordelagtigt for dig.
Starten på vandreruten, Kalk Kaminoen, ligger lige ved Stoholm Station. Jeg startede med at kigge lidt rundt og undrede mig over, hvor den var, men fandt herefter forholdvis hurtigt den lille platform, hvor der var information på ruten samt flagermus logoet. Den lille blå markering med en hvid flagermus er det, som markerer ruten. Du bør derfor være opmærksom på det, når du drager afsted på dit eventyr.
Den allerførste del af ruten var i min optik ikke super interessant, men det havde også at gøre med, at jeg stadig befandt mig i en mindre by, nemlig Stoholm. Det første lille stykke gik derfor med at vandre lidt gennem byen, forbi deres sportsanlæg og inden længe kom jeg ud på asfalt, som sendte mig længere ud i det fri.
Lidt efter lidt kunne jeg mærke, at naturen kom tættere på. Fra at være i den lille by, til små asfalterede veje og derefter i det fuldstændig fri var en forholdvis hurtig proces - og det er trods alt det jeg søger, når jeg tager på en god vandretur.
Allerede efter kort tid på ruten var jeg forbløffet over, hvor smuk naturen er. Jeg er selv født og opvokset omkring 30 minutter fra Stoholm, hvorfor det undrede mig, at jeg aldrig havde været her før - det er dog ikke første gang, at det er sket for mig..
Jeg har flere gange overset fantastisk natur, som har været lige foran mig. Men måske overses det netop fordi, at vi befinder os for tæt på og derfor tror, at alt ligner hinanden.
Omkring 5 kilometer inde i vandreruten når du til Mønsted Kalkgruber. Planlægger du tidsmæssigt vandreturen korrekt, kan du tage et stop og kigge forbi kalkgruberne og se flagermus samt spændende grotter. Efterfølgende går turen videre mod Daugbjerg, hvor du kommer forbi Daugbjerg vandmøllen, en hyggelig lille cafe og dernæst Daugbjerg Kirke.
Jeg vandrede Kalk Kaminoen en forholdvis varm sommerdag, hvorfor jeg havde et par gode zip-off vandrebukser på, der kunne lynes af ved knæene. Det gav også lidt solstråler til benene. Et par lette vandrestave og en mindre vanderygsæk er helt klart også at foretrække.
Kommer du langvejsfra for at tage en god vandretur på Kalk Kaminoen, er det fordelagtigt med et overnatningssted, da det trods alt er en hård tur.
Jeg anbefaler, at du finder et sted at overnatte enten i Skive eller Viborg, hvor der cirka er lige langt til Kalk Kaminoen vandreruten.
Efter at have været forbi Mønsted Kalkgruber, forskellige seværdigheder i Daugbjerg kommer du til Alheden, som er et helt fantastisk område, hvor du kan se laaangt væk og det gør intet, for udsigten er fantastisk. Alheden er Danmarks største hedeområde, og er uden tvivl et besøg værd.
På midtervejen ved omkring 16 kilometer på ruten kommer du til Kongenshus Kro, hvor du kan få kaffe, mad at spise eller en overnatning, hvis du vil dele ruten op. Herefter bevæger du dig ind i Kongenshus Mindepark, der er til minde for de, der forsøgte at opdyrke heden i lang før vores tid.
Efter en god lang tur i Kongenshus Mindepark kommer der en hytte/hus med borde og stole, der har en fantastisk udsigt ud på Alheden. Her kan du og din eventuelle vandrepartner holde pause og nyde udsigten.
Den sidste del af turen husker jeg som utrolig grøn, da den foregik i den smukke natur og grundet sommer, var alt grønt og sprunget ud. Det var en god blanding af at gå på "nedtrampet" græs, grusstier og blandt marker og også en dejlig udsigt til de store vindmøller.
Jeg husker, at jeg virkelig nød det sidste stykke af Kalk Kaminoen, og derfor husker jeg det heller ikke til perfektion. Det er det fede ved vandring, du kommer ind i en rytme, hvor det ene skridt tager det næste og pludselig er du fremme ved slutningen - desværre...
Husk et par gode vandresko, støvler eller vandresandaler så du sikrer dig selv og dine fødder god komfort under hele vandreruten.
Da jeg ankom til Skelhøje havde jeg allermest lyst til at fortsætte min vandring videre, da jeg synes Kalk Kaminoen havde været sådan en fantastisk tur, og eftersom den ligger klods op ad Hærvejen, er det faktisk en mulighed. Jeg så også andre vandrere ved Skelhøje Købmandsgaard, som havde kurs mod Hærvejen og helt sikkert var på vej videre.
Mit Kalk Kamino "eventyr" sluttede desværre her, og jeg tog atter mod hjem. Men jeg kan garantere dig, at det ikke er sidste gang jeg tager på denne vandrerute.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag mails når vi har testet nyt udstyr!
Per Korsgaard siger:
Du levere billeder og artikler af en usædvanlig høj kvalitet, er meget imponeret
Christian siger:
Hej Per,
Tusinde tak! Det sætter jeg enorm stor pris på.
Jeg synes også, at du har en rigtig fin side med gode ruter, billeder, m.m. Fortsæt det godt arbejde 🙂
Med venlig hilsen
Christian fra Friluftsfreak